Perseverance finder ultrafint Mars-støv, der bliver siddende i årevis

Ultrafine støvkorn fra Mars bliver siddende på materialeprøver, selv efter flere års kørsel og boring med Perseverance. Det viser nye målinger, som NASA offentliggjorde 26. oktober. På nogle af prøverne fandt forskerne partikler helt ned omkring 100–300 nanometer, langt under størrelsen af støv, som tidligere målinger på planeten kunne skelne.

Resultaterne bygger på observationer over 1.645 Mars-døgn. NASA oplyser, at studiet skal offentliggøres i Proceedings of the National Academy of Sciences 27. oktober. Nyheden handler dermed om en analyse af langvarig eksponering på Mars, ikke om en enkelt ny støvstorm.

Det mindste støv slipper ikke let

Målingerne kommer fra materialeprøver på roverens kalibreringsmål. På Teflon og basaltglas registrerede instrumentet PIXL støv; holdet undersøgte også Teflon og Vectran på SHERLOC-instrumentets mål. Partikelstørrelserne varierede mellem overfladerne, og forskerne peger på statisk elektricitet som en forklaring på, hvad der klæber hvor.

Det praktiske problem er, at bevægelse ikke nødvendigvis ryster alt støvet af. Netop de mindste partikler blev hængende. Resultatet giver derfor et konkret grundlag for at vælge materialer og undersøge rengøring, før mennesker skal arbejde på Mars.

Det fortæller dog ikke i sig selv, hvor meget støv en astronaut vil tage med gennem en luftsluse. Små, fastmonterede prøver er noget andet end en dragt, der bøjes, slides og rengøres efter brug. Den forskel skal håndteres, når målingerne omsættes til krav til udstyr.

Et geologisk værktøj får en ekstra opgave

PIXL er oprindeligt udviklet til at kortlægge grundstoffer i Mars’ sten og jord. Instrumentet bruger røntgenfluorescens: En smal røntgenstråle rammer en overflade, som udsender stråling med en sammensætning, der afhænger af grundstofferne. Ved at undersøge mange punkter kan forskerne bygge et kemisk kort.

NASA beskriver instrumentet som en del af roverens robotarm. Det skal forbinde kemi med de strukturer og teksturer, man kan se i en sten. Sådanne kort hjælper geologer med at undersøge, hvordan materialet er blevet dannet, og hvilke processer der siden har ændret det.

Instrumentets kontekstkamera knytter grundstoffernes fordeling til synlige detaljer. Det er et vigtigt skel: Et kemisk signal og et almindeligt fotografi beskriver forskellige sider af den samme overflade. Støvanalysen viser, hvordan et værktøj bygget til én opgave også kan levere data til planlægningen af en helt anden.

Månen har allerede været prøvebane

Der findes en tidligere demonstration af aktiv støvfjernelse, men den foregik på Månen. I marts 2025 afprøvede NASA sit Electrodynamic Dust Shield på Firefly Aerospaces Blue Ghost Mission 1. Teknologien fjernede månemateriale fra både en glasoverflade og en prøve af en termisk radiatoroverflade.

Systemet bruger elektriske felter frem for en børste. En teknisk NASA-beskrivelse forklarer, at spænding på flere elektroder skaber et felt, der varierer i tid og rum. Feltet skal være stærkt nok ved overfladen til at flytte og frastøde støvet. Forsøgsenheden havde også kamera og belysning, så effekten kunne dokumenteres undervejs.

Den slags overflader er relevante, fordi støvkontrol skal fungere sammen med udstyrets egentlige opgave. Et beskyttende system til et optisk vindue skal eksempelvis stadig lade lys passere. Et system til en radiator skal kunne indgå i håndteringen af varme. Demonstrationen viste en konkret teknologisk mulighed, men den var ikke en færdig løsning til enhver overflade.

Fra støvkorn til en brugbar arbejdsrutine

Måneforsøget beviser heller ikke, at det samme system allerede kan fjerne de mindste partikler fra en fleksibel Mars-dragt. Både underlaget, støvet og omgivelserne indgår i problemet. Derfor er det nyttigt at have målinger fra Mars frem for udelukkende at arbejde med jordiske efterligninger.

Næste opgave er at forbinde materialevalg, rengøring og adgang til beboelsesrum i en samlet løsning. En prøve, der opsamler mindre støv, er en lovende begyndelse. Den skal også kunne holde til brug, og den samlede procedure skal begrænse, hvor partiklerne ender. Perseverances nye data gør det problem mere konkret at teste.