To fossiler peger på fortidig padderelateret art, der levede helt i havet

To usædvanligt velbevarede skeletter fra Kina peger på en undtagelse fra en af paddernes store begrænsninger: saltvand. I et studie offentliggjort 26. oktober beskriver forskere Gerrothorax maritimus, en uddød slægtning til nutidens padder, som efter deres vurdering levede helt i havet for omkring 237 millioner år siden.

Resultatet er offentliggjort i Nature Ecology & Evolution. Det afgørende er kombinationen af knoglernes bevaring, fundstedets afstand til datidens land og et kemisk spor fra havvand. Forskerne fremlægger dermed mere end blot et landdyr, der tilfældigvis er endt i marine aflejringer.

Et havdyr med knoglepanser

Arten hører til en gammel padderelateret udviklingslinje. Den skal altså ikke forestilles som en moderne frø, der er blevet stor og har lært at svømme i saltvand. Forskerne placerer den blandt stamgruppepadder, uden for gruppen af nulevende padder og deres fælles stamform.

Dyret havde en bred, flad krop med omfattende knoglepanser. Ud fra hovedets form og pansringen foreslår holdet en levevis på bunden, hvor det kunne vente på et bytte og suge det ind. Det er en fortolkning af anatomien, ikke en jagt, forskerne har kunnet observere. Kroppens form giver et bud på adfærd, men fortæller ikke alene, hvor salt vandet var.

Fingre og kemi støtter samme forklaring

De to næsten komplette skeletter kommer fra Guizhou-provinsen. Ifølge UC Davis lå området under havet langt fra større landmasser, da dyrene levede. Selv små knogler i lemmerne er bevaret sammen med resten af skelettet. Holdet vurderer derfor, at dyrene sandsynligvis døde nær deres levested frem for at være transporteret langt ud fra land.

Det andet spor er strontium. Forskerne undersøgte forholdet mellem forskellige isotoper af grundstoffet i fossilerne. Signaturen lignede den, man forventer fra havvand i den pågældende periode. Den kemiske analyse og skelettets sammenhængende bevaring trækker således i samme retning: et liv i et marint miljø.

Det er vigtigt, fordi et fossilfund på en tidligere havbund ikke automatisk gør dyret til et havdyr. Transport efter døden er en alternativ forklaring, som skal undersøges. Her forsøger forskerne netop at skelne mellem, hvor et dyr blev begravet, og hvor det faktisk levede.

Pansringen kan have åbnet en anden vej

Nutidens padder har generelt svært ved saltvand. Deres hud indgår i udvekslingen af vand og gasser med omgivelserne, og det gør saltbalancen til en udfordring. Nogle arter tåler en vis saltholdighed, men ingen nulevende padde er kendt for et fuldt havlevende liv uden afhængighed af ferskvand.

Holdets forklaring er, at forfædrenes panser begrænsede udvekslingen gennem huden. Det kunne have gjort gæller og fordøjelseskanal vigtigere og dermed skabt en anden vej til at håndtere salt. En egenskab, der allerede fandtes i slægtslinjen, kan altså have hjulpet dyrene ind i et nyt miljø.

Den foreslåede mekanisme er ikke det samme som en måling af et levende dyrs saltregulering. Knogler kan vise pansring, og geokemi kan støtte en miljøfortolkning. De kan ikke direkte vise alle de fysiologiske processer, som fandt sted i bløde væv.

En undtagelse med klare forbehold

Nyheden er den videnskabelige beskrivelse og fortolkning, offentliggjort 26. oktober, og ikke at nogen netop har set et levende havlevende padderelateret dyr. To fossiler er heller ikke et fuldstændigt billede af artens udbredelse, livscyklus eller variation.

Alligevel gør fundet en forskel for det spørgsmål, forskerne stiller. Pattedyr, fugle og krybdyr har udviklet havlevende former. Hvis holdets tolkning holder, havde også en uddød padderelateret linje fundet en løsning. Det viser en mulighed i fortiden, men siger ikke, at moderne frøer eller salamandre kan gøre det samme.

Det næste afgørende spørgsmål bliver, om flere fund understøtter samme kombination af havmiljø og kropsbygning. Flere individer vil kunne vise, hvor typisk anatomien var, og om dyrene også optræder i andre aflejringer fra perioden.