Billedminder følger forskellige mønstre alt efter, hvornår deres naboer genkendes

Om vi genkender et billede, hænger sammen med, hvordan vi tidligere har husket andre billeder, der blev vist tæt på det i tid. Det viser en ny analyse af Natural Scenes Dataset, offentliggjort den 29. oktober i Scientific Reports. Mønstret afhænger både af, om den tidligere genkendelse lykkedes, og af hvilken testsession den fandt sted i.

Xiaonan L. Liu og Zeyu Li fra Chinese University of Hong Kong analyserede 72.402 billedtests. Det er mange målinger, men de kommer fra otte deltagere. Resultatet er derfor en detaljeret undersøgelse af gentagne svar hos få mennesker og bør læses med den begrænsning for øje.

Naboskab handler om tid

I undersøgelsen er to billeder naboer, hvis de første gang blev vist tæt på hinanden i rækken af billeder. De behøver ikke forestille det samme. Forskerne undersøger dermed tidsmæssige forbindelser frem for kun de forhold, som et eksperiment på forhånd har skabt mellem eksempelvis ord fra samme kategori.

Forestil dig en billedrække med en cykel, en strand og et køkken. De tre motiver kan være meget forskellige, men opleves inden for et kort forløb. Når et af dem senere dukker op igen, kan spørgsmålet være, om genkendelsen hænger sammen med tidligere tests af de andre motiver. Det er denne type relation, analysen søger efter.

Eksemplet er en illustration af spørgsmålet, ikke en gengivelse af et bestemt forsøgsforløb. Det hjælper med at skelne mellem billedernes indhold og deres placering i en oplevelse: Tidsmæssig nærhed er et andet mål end visuel lighed.

Et lokalt mønster skifter med sammenhængen

Ved analysen af den nærmeste relevante nabo var korrekt genkendelse i samme testsession forbundet med bedre genkendelse af målbilledet. Forkerte nabosvar i samme session var derimod forbundet med dårligere genkendelse. Også korrekt genkendelse af en nabo i en anden session havde en negativ sammenhæng i denne lokale analyse.

Det er ikke et enkelt budskab om, at det altid hjælper at huske noget andet først. Forskerne fandt forskellige mønstre alt efter, hvilken historie af tests de brugte til at beskrive omgivelserne omkring et målbillede. Når de så på en bredere, vægtet historik, var korrekt genkendelse mere generelt positivt forbundet med præstationen.

Den forskel er interessant, fordi den viser, hvor meget selve spørgsmålets skala betyder. At undersøge den nærmeste nabo svarer til at zoome ind på et enkelt led i et forløb. At samle flere tidligere hændelser er et andet udsnit af samme historie. De to beskrivelser behøver derfor ikke give samme mønster.

Mange svar er ikke mange mennesker

Gentagne målinger giver mulighed for at undersøge variation inden for den samme person. Men de gør ikke automatisk deltagergruppen bredere. Hvis man vil vide, hvor generelt et mønster gælder, er det stadig relevant, hvem der deltog, og om resultatet kan genfindes i andre grupper og opgaver.

Det er også vigtigt at holde årsag og sammenhæng adskilt. Analysen viser, hvordan testsvar varierer med den tidligere testhistorik. Den dokumenterer ikke i sig selv, at et korrekt eller forkert svar ændrer et andet minde. Fælles forhold omkring opmærksomhed, opgaveforløb eller kontekst kan spille ind.

Et spor til næste eksperiment

Resultatet giver et mere præcist spørgsmål til fremtidige forsøg: Hvornår følges minder ad, og hvornår ser deres genkendelse ud til at konkurrere? Et forsøg, der styrer testhistorie og tidsmæssig sammenhæng særskilt, vil kunne undersøge forklaringer mere direkte end en efterfølgende analyse af eksisterende svar.

Den aktuelle publikation er en tidlig, accepteret og fagfællebedømt version, som stadig kan få redaktionelle ændringer. Nyheden er et mønster i et stort sæt genkendelsestests, ikke en ny metode til at forbedre sin hukommelse. Dets værdi ligger i at vise, at succes, sessionsgrænser og tidsmæssigt naboskab bør undersøges sammen.