Forstyrrende mønstre forstærker spor fra dit forrige svar i en synsopgave

Det svar, du lige har givet i en synsopgave, kan sætte spor i det næste. Et nyt studie viser, at tidligere valg og tidligere synsindtryk kan trække i forskellige retninger, når mennesker bedømmer korte glimt af mønstre. Samtidig ændrer forstyrrende mønstre omkring målet, hvor stærkt historikken slår igennem.

Studiet af John Cass, Robert M. Jertberg og Erik Van der Burg blev offentliggjort i Scientific Reports den 1. november. Forskerne analyserede resultater fra 28 deltagere, som vurderede retning eller lysstyrke. Konklusionen er, at påvirkning fra omgivelserne og fra den foregående opgave bør behandles som adskillelige processer, selv om de påvirker hinanden.

Det, der står ved siden af

Synet arbejder ikke ved at læse hvert lille udsnit af verden helt isoleret. Et mål kan være nemmere at skelne alene end blandt andre former. Denne form for visuel sammenblanding kaldes crowding og er særlig relevant uden for det punkt, man ser direkte på.

Forestil dig, at du forsøger at finde en bestemt figur i en tæt række af næsten ens figurer. Du kan godt registrere, at der er noget på stedet, uden at kunne afgøre den præcise detalje. Det er en anden vanskelighed end, at figuren blot er for svag til at opdage. Omgivelserne gør identifikationen sværere.

Det er nyttigt at skelne de to problemer i et forsøg. Hvis man kun måler antallet af rigtige svar, ser man en samlet præstation. Men samme fejlprocent kan i princippet dække over forskellige påvirkninger: usikkerhed om selve målet, indblanding fra nabomønstrene eller en tendens til at gentage et tidligere valg.

Det, der kom lige før

Den tidslige side handler om, at en ny bedømmelse kan afhænge af den foregående. Her gemmer sig en vigtig forskel mellem det, der blev vist, og det, deltageren svarede. De to ting følges ofte ad, fordi folk ofte svarer rigtigt. Derfor er det svært at se, hvilken del af historikken der påvirker næste svar.

Tænk på en opgave med kun to muligheder. Hvis den forrige figur hældede mod højre, og svaret også var højre, fortæller et gentaget højresvar ikke alene, om personen hænger fast i synsindtrykket eller i beslutningen. Fejlsvar kan hjælpe med at skille forklaringerne, fordi indtryk og valg dér ikke passer sammen.

Forskerne brugte en statistisk model til at skelne bidragene. I deres data var de sekventielle skævheder overvejende knyttet til det tidligere svar. Der var også et resterende bidrag fra det tidligere stimulus, især i retningsopgaven. Ved samme position trak de to komponenter i modsatte retninger.

Et kort glimt i udkanten af synet

Deltagerne så stribede mål i 150 millisekunder til venstre eller højre for et fikseringspunkt. Målet stod enten alene eller mellem to nabomønstre. Farve, retning og afstand blev varieret, mens deltagerne i separate opgaver valgte mellem to retninger eller to lysstyrker.

Det giver mulighed for at stille et mere præcist spørgsmål end, om et rodet billede generelt er sværere: Ændrer forstyrrelsen også, hvor meget et tidligere valg påvirker det næste? Analysen fandt, at crowding i den aktuelle opgave forstærkede bidraget fra det forrige svar i begge opgavetyper.

En model for svar er ikke et direkte kig i hjernen

Resultaterne kommer fra adfærd og statistisk opdeling, ikke fra en måling af bestemte hjernecellers aktivitet. Forsøget fortæller derfor om mønstre i bedømmelserne. Det udpeger ikke alene, hvor i hjernen alle delprocesserne foregår.

Forfatterne understreger også, at valget mellem to svar begrænser fortolkningen. Forsøg, hvor deltagerne angiver en mere præcis retning på en kontinuerlig skala, kan give en supplerende test. Det er særligt vigtigt, når man vil skelne en lille restpåvirkning fra selve beslutningen.

Den praktiske pointe for forskningen er, at et gentaget svar ikke automatisk betyder, at synsindtrykket er blevet det samme. Et godt forsøg må kunne skelne det sete fra det valgte. Den nye analyse giver en konkret måde at stille det spørgsmål på.