NASA’s Lucy er nået ind i det område af Solsystemet, hvor en af Jupiters to store grupper af trojanske asteroider befinder sig. Det meddelte rumagenturet den 28. oktober, fem år efter sondens opsendelse. Det første tætte møde med en af disse asteroider ligger dog stadig i fremtiden: Eurybates skal passeres den 11. august 2027.

Milepælen er geografisk, ikke en ny nærbilledserie af målene. NASA understreger, at området ikke har en skarp grænse. Holdet følger sondens position ved hjælp af radiosignaler og billeder af stjernerne omkring den, mens Lucy nærmer sig området omkring Jupiters Lagrange-punkt L4.

Asteroider foran og bag Jupiter

De trojanske asteroider deler Jupiters bane omkring Solen, men kredser ikke tæt rundt om selve planeten som måner. Den ene gruppe ligger foran Jupiter i omløbsretningen omkring L4. Den anden følger efter omkring L5. Solens og Jupiters samlede tyngdepåvirkning gør disse områder til stabile opholdssteder for mange smålegemer.

Det er en vigtig forskel, når man forestiller sig missionen. At komme til Jupiter og at komme til de trojanske asteroider er ikke samme rejsemål. En sonde kan besøge kæmpeplaneten uden at passere gennem de fjerne områder, hvor disse grupper befinder sig.

Det er heller ikke et tæt pakket felt af klippestykker. Ifølge NASA er der i gennemsnit over omkring ti millioner kilometer mellem trojanerne. For Lucy vil målene derfor fortsat ligne små lyspunkter mod stjernerne, indtil sonden kommer tæt på de udvalgte objekter.

Fem års rejse før hovedmålene

Lucy blev opsendt den 16. oktober 2021 og har ifølge den nye status tilbagelagt over 3,5 milliarder kilometer. Sonden skal undersøge asteroider i begge grupper. Banen er derfor ikke blot en direkte tur udad med et enkelt slutpunkt, men en længere række passager og tyngdeassistancer.

Efter Eurybates følger efter planen Polymele i september 2027, Leucus i april 2028 og Orus i november 2028. Lucy skal derefter tilbage til Jordens nærhed i 2030. En sidste tyngdeassistance skal sende den videre mod den bageste gruppe og dobbeltasteroiden Patroclus–Menoetius i marts 2033.

Missionens forløb gør sammenligningen mellem forskellige småverdener mulig. I stedet for at bruge alle observationerne på ét objekt kan holdet undersøge forskelle mellem flere. Det er netop variationen, der kan gøre asteroiderne interessante som spor efter Solsystemets udvikling.

Gamle byggesten med en usikker fortid

Trojanerne regnes for primitive rester fra Solsystemets tidlige historie. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de alle blev dannet præcis dér, hvor de findes nu. NASA beskriver, hvordan deres forskellighed har bidraget til idéen om, at materiale kan være blevet spredt fra forskellige dele af det ydre Solsystem og senere fanget i de stabile grupper.

Nærstudier kan give mere at holde teorierne op imod. Overfladens udseende og sammensætning fortæller ikke hele historien alene, men kan sammen med andre målinger gøre nogle forklaringer mere sandsynlige end andre. Missionen skal dermed levere nye observationer til et eksisterende spørgsmål, ikke blot bekræfte en på forhånd færdig fortælling.

Instrumenterne skal være klar til få timers nærkontakt

Lucy har både et følsomt sort-hvidt kamera, et instrument til farve- og infrarøde observationer og et instrument til termiske målinger. De forskellige typer data giver supplerende oplysninger: detaljer i formen er noget andet end overfladens spektrale eller termiske egenskaber.

Den lange rejse står i kontrast til den korte tid nær hvert mål. Det kræver, at kameraindstillinger, observationernes rækkefølge og rumfartøjets orientering er forberedt. Et forbiflyvende rumfartøj kan ikke blot standse og tage hele serien om.

NASA oplyser, at sonden og instrumenterne fungerer som forventet i den aftagende belysning og kulde længere fra Solen. Nu fortsætter forberedelserne til 2027. At Lucy er nået til regionen, er et vigtigt trin; de tætte undersøgelser, som skal give den nye viden, venter stadig.

Kilder og videre læsning

Har du fundet en fejl? Læs om rettelser.