Ozonhullet i 2026 blev det syvendestørste målt over en sæson

Ozonhullet over Antarktis blev usædvanligt stort i 2026. NOAA og NASA offentliggjorde 4. november årets opgørelse, som placerer sæsonens gennemsnitlige areal som det syvendestørste i 48 års overvågning. Forskerne peger på en kraftig polarhvirvel som en vigtig forklaring, samtidig med at de vurderer, at ozonlagets langsigtede genopretning fortsætter.

Fra 7. september til 13. oktober dækkede området i gennemsnit omkring 25 millioner kvadratkilometer. Den største daglige udbredelse kom 18. september med 27,1 millioner kvadratkilometer. Det er to forskellige mål: ét beskriver en periode, det andet årets mest ekstreme dag.

Et hul med en præcis grænse

Betegnelsen ozonhul betyder ikke, at ozonen er helt væk. NASA definerer området ud fra den samlede mængde ozon i en lodret søjle gennem atmosfæren. Grænsen sættes ved 220 Dobson-enheder. Det gør det muligt at tegne en afgrænsning og sammenligne arealet fra dag til dag og år til år.

En fast målegrænse er vigtig, fordi et kort ellers let kan snyde øjet. Et område kan se voldsomt ud med én farveskala og mere moderat med en anden. Den numeriske definition giver et fælles grundlag, uanset hvordan kortet præsenteres.

Også datoerne betyder noget. Årets maksimale areal behøver ikke falde sammen med den laveste ozonmængde ved en bestemt målestation. Et regionalt kort og en måling lige over Sydpolen besvarer forskellige spørgsmål og kan ikke erstatte hinanden.

Kold luft holder kemien i gang

Polarhvirvlen er et system af vinde højt i atmosfæren, som kan isolere kold luft over Antarktis. I kulden dannes polare stratosfæriske skyer. Reaktioner på skyernes partikler gør klorforbindelser klar til at indgå i ozonnedbrydende kemi, når sollyset vender tilbage.

Klor og brom fra menneskeskabte forbindelser er centrale i processen. Kemien virker sammen med temperatur og luftens bevægelse. Derfor kan vejret give store udsving mellem sæsoner, selv om mængden af de problematiske stoffer langsomt falder.

Det er netop samspillet, årets resultat illustrerer. En langsigtet forbedring betyder ikke, at hvert nyt år nødvendigvis får et mindre ozonhul end det foregående. En kraftig ændring i de meteorologiske betingelser kan midlertidigt trække den årlige opgørelse i den modsatte retning.

Stort areal er kun en del af historien

Ved Sydpolen blev årets laveste målte ozonmængde registreret 17. oktober: 105 Dobson-enheder. NOAA oplyser, at udtyndingen ikke var lige så dyb som i tidligere rekordår. Årets store areal og den lokale minimumsmåling bør derfor læses sammen.

En nyttig sammenligning er en lavvandet sø: Man kan måle både dens udbredelse og dens dybde. Ingen af delene fortæller alene hele historien. På samme måde giver ozonhullets størrelse ikke i sig selv en fuldstændig beskrivelse af, hvor kraftigt ozonen er reduceret overalt i området.

Satellitter giver det brede geografiske overblik, mens instrumenter ved og over målestationer giver andre detaljer. At kombinere flere målemetoder styrker muligheden for at forstå, hvad der faktisk har ændret sig, frem for blot at rangordne årets kort.

Den lange måleserie er afgørende

NOAA og NASA vurderer fortsat, at begrænsningerne af ozonnedbrydende stoffer gennem Montrealprotokollen driver en langsigtet genopretning. Mange af stofferne bliver imidlertid i atmosfæren i årtier. En ændring i udledninger slår derfor ikke straks fuldt igennem i stratosfæren.

Det gør fortsat overvågning nødvendig. Hvis man kun ser på ét år, kan man komme til at forveksle et vejrdrevet udsving med en varig ændring. Hvis man kun ser på den lange tendens, kan man overse en sæson med usædvanlige forhold.

Årets nyhed er derfor både et stort ozonhul og en påmindelse om, hvordan udviklingen skal vurderes. De konkrete arealer, datoer og ozonmålinger giver et grundlag for sammenligning. De viser ikke alene, at den langsigtede genopretning er vendt.

Det er samtidig vigtigt at skelne stratosfærens beskyttende ozon fra ozon ved jordoverfladen, som er en luftforurening med andre konsekvenser.