Japan har sendt rumsonden MMX af sted for at hente materiale fra Marsmånen Phobos. En H3-raket lettede fra Tanegashima den 20. oktober klokken 04.41 japansk tid, svarende til den 19. oktober klokken 21.41 i Danmark. JAXA bekræfter, at sonden blev frigjort fra raketten som planlagt cirka en time og elleve minutter efter opsendelsen.

Missionen skal undersøge både Phobos og den mindre Marsmåne Deimos. Med om bord er den tysk-franske rover Idefix, som skal køre på Phobos og hjælpe med at forberede modersondens senere prøvetagning. Målet er at få materiale hjem til Jorden i 2031.

Opsendelsen er en konkret milepæl, men endnu ikke en vellykket prøveretur. Der ligger flere års rejse, kortlægning og vanskelige operationer mellem den raketstart, som nu er gennemført, og de prøver, forskerne håber at kunne undersøge.

Ti gram skal belyse månernes oprindelse

Hvor kommer Mars’ to små måner fra? CNES beskriver to centrale forklaringer: De kan være indfangede asteroider, eller de kan være dannet af materiale fra et stort sammenstød med Mars tidligt i solsystemets historie. Deres oprindelse er fortsat omdiskuteret.

Missionens mål om mindst ti gram fra Phobos kan lyde beskedent. Men en prøve giver mulighed for at undersøge selve materialet og sammenholde det med observationerne fra rummet. Det er en anden type dokumentation end billeder af overfladens udseende.

MMX er opdelt i tre moduler med forskellige opgaver. Et fremdriftsmodul står for rejsen, mens udforskning og landing varetages af en anden del. Et returmodul skal bringe prøverne tilbage. CNES fremhæver desuden instrumentet MIRS, som skal undersøge mineraler og bidrage til valget af landingssteder.

Det er derfor ikke kun et spørgsmål om at samle en håndfuld støv op. Forskerne skal også vide, hvor materialet kommer fra, og hvordan det passer ind i det landskab, sonden har kortlagt. Den sammenhæng er en væsentlig del af prøvens værdi.

Idefix skal lande, rejse sig og begynde at køre

Ifølge DLR er roverens landing planlagt omkring årsskiftet 2028–2029. Den skal slippes fra modersonden i omtrent 40–100 meters højde. Efter kontakt med underlaget og mulige hop skal den selv rette sig op, folde solpanelerne ud og gøre sig klar til arbejdet.

Planen er omkring 100 dages udforskning. Instrumenterne omfatter Ramanspektrometeret RAX og radiometeret miniRAD, som skal bidrage med viden om overfladens materialer og varmeegenskaber. Målingerne skal også hjælpe holdet med at vurdere en egnet landingsplads for selve MMX-sonden.

Det særlige er kombinationen af en ukendt overflade og ekstremt svag tyngdekraft. En konstruktion, der kan bevæge sig sikkert på Jorden, er ikke automatisk egnet til et sted, hvor kontakten mellem hjul og underlag er langt mere skrøbelig.

En millimeter i sekundet er en bevidst strategi

I en ny gennemgang offentliggjort den 21. oktober forklarer DLR, hvorfor driften bliver mindst lige så vigtig som instrumenterne. Den typiske planlagte hastighed er blot én millimeter i sekundet. En for voldsom bevægelse kan få hjulene til at miste jordkontakten.

Det svarer regnemæssigt til 3,6 meter på en time, hvis kørslen foregik uden pauser. Det er ikke en prognose for den daglige distance: Målinger, opladning, temperaturforhold og kommunikation vil også kræve tid.

Roveren sender ikke direkte til Jorden. Data og kommandoer går via MMX, og forbindelsen afhænger af sondens placering. Holdene i Köln og Toulouse skal derfor planlægge og kontrollere kommandoforløb på forhånd frem for at styre hver bevægelse som en fjernstyret bil.

DLR beskriver også en løbende afvejning mellem strøm til kørsel, instrumenter, opvarmning og kommunikation. Selv en ekstra måling skal passe ind i den samlede plan. Den næste interessante sten kan altså være et spørgsmål om energi og timing, ikke kun afstand.

Opsendelsen åbner arbejdet – den afslutter det ikke

Den afgørende nyhed er, at missionen nu er undervejs. Ingen har endnu modtaget de planlagte prøver, og roverens køreegenskaber på selve Phobos er stadig uprøvede. De annoncerede årstal beskriver missionens plan.

Lykkes forløbet, vil forskerne kunne forbinde nærbilleder og lokale målinger med materiale undersøgt hjemme på Jorden. Det er den kombination, der gør rejsen interessant: MMX skal ikke blot vise os en fjern måne, men give os mulighed for at undersøge en lille del af den direkte.

Kilder og videre læsning

Har du fundet en fejl? Læs om rettelser.