Dinosaurhale fra Pyrenæerne afslører spor efter kødæder og tidlig mineralisering

Elleve halehvirvler i en rød sandstensblok giver nu forskere et usædvanligt detaljeret indblik i, hvad der skete med en dinosaur efter dens død. En ny analyse fra de spanske Pyrenæer peger på begrænset transport, delvis begravelse og tidlig mineralisering som forklaringen på, at knoglerne stadig ligger tæt på deres oprindelige placering.

Studiet blev offentliggjort 24. oktober i Scientific Reports af Marc Torrent, Sara Parra og Albert Sellés. Blokken blev fundet allerede i juli 2016 ved Planta del Mestre i Tremp-bassinet i det nordøstlige Spanien. Det nye er den første formelle beskrivelse og samlede analyse af fossilets begravelses- og bevaringshistorie.

En hale fra dinosaurernes sidste tid

Forskerne henfører halestykket til en lambeosaurin hadrosaurid, en planteædende dinosaur fra gruppen af andenæbsøgler. Fossilet består af elleve hvirvler fra halens midterste del samt fire knoglebuer, som oprindeligt sad under hvirvelsøjlen. Det er altså en del af en hale, ikke et helt skelet.

Stedets geologiske lag placeres i den seneste del af Maastrichtien. Ifølge studiets sammenstilling af lagfølgen og magnetostratigrafiske data ligger fundniveauet inden for de sidste cirka 300.000–200.000 år før grænsen mellem Kridt og Palæogen, hvor de ikke-fugleagtige dinosaurer uddøde.

Det gør lokaliteten til en af de yngste kendte dinosaurførende lokaliteter i Vesteuropa. Dateringen gælder den geologiske sammenhæng; forskerne har ikke aflæst dinosaurens dødsdag eller knyttet netop dette dyr til selve masseuddøen.

Knoglerne nåede ikke langt væk

I flod- og flodslettemiljøer bliver døde dyr ofte spredt, slidt og brudt op. Strøm kan flytte knoglerne, mens ådselædere og længere tids eksponering kan ændre deres indbyrdes placering. Derfor er halens delvist sammenhængende tilstand vigtig.

De forreste otte bevarede hvirvler ligger tæt ved hinanden, mens de tre yderste har en mindre forskydning nedad. Knoglernes overflader mangler de afrundede kanter og den polering, som længere transport kunne efterlade. Forskerne tolker kombinationen som tegn på, at resterne kun blev flyttet lidt, før de blev begravet.

Mellem nogle hvirvler beskriver holdet desuden mineraliseret fiberbrusk, som har bevaret afstanden mellem knoglerne. Det er bevarede strukturer gennem mineralisering, ikke dokumentation for frisk brusk eller brugbart dinosaur-DNA.

Små riller peger på en kødæder

To steder på knoglefremspringene fandt forskerne grupper af parallelle riller. De tolker mærkerne som spor efter en mellemstor rovdinosaur med flade, savtakkede tænder, sandsynligvis en abelisaurid. Fortolkningen peger på kontakt tidligt i nedbrydningen af kroppen.

Det er ikke det samme som bevis for, at rovdinosauren dræbte planteæderen. Mærker på et kadaver kan fortælle om fødeindtagelse eller anden håndtering af resterne uden at afsløre dødsårsagen. Identifikationen af en abelisaurid er heller ikke en sikker artsbestemmelse af det dyr, der satte sporene.

Samtidig viser dele af hvirvlernes overflade moderat forvitring. Forskerne foreslår derfor en mere sammensat historie end øjeblikkelig, fuldstændig begravelse: Nogle dele kan have været dækket, mens andre fortsat var udsat. Mindre forskydninger kan være opstået, da sedimentet senere satte sig.

Jern var med til at forsegle sporene

Analyser af sandstenen peger på tidlig indtrængning af jernholdige forbindelser under iltrige forhold. Ifølge forskernes model stabiliserede denne proces sedimentet og lukkede porer i knoglerne, så fine strukturer bedre kunne modstå videre nedbrydning.

Holdet fandt også planktoniske foraminiferer, mikroskopiske organismer med skaller, i materialet omkring fossilet. De tolker dem som tegn på periodisk marin påvirkning af flodsletten. Fundet beskriver dermed et miljø, hvor påvirkning fra land og hav kunne mødes.

En væsentlig begrænsning er, at blokken var løsrevet fra sit oprindelige leje, da den blev fundet. Forskerne har knyttet den til et bestemt sandstensniveau gennem feltobservationer, men kender ikke den bredere oprindelige fordeling af eventuelle andre skeletdele.

Studiets styrke ligger i at kombinere knoglernes placering, overfladespor og stenens kemi. Tilsammen viser de, hvordan en lokal bevaringsproces kan efterlade en overraskende sammenhængende rest i et miljø, der ellers ofte splitter dinosaurknogler ad.