Filmklip under hjerneskanning har givet forskere et nyt kort over, hvordan hjernens forbindelsesnetværk knytter sig til forskellige funktioner. Et studie offentliggjort den 23. oktober 2026 i Nature Communications opdeler forbindelseskredsløb efter deres aktivitetsmønstre, mens mennesker ser videoer.

Holdet omkring M. Ovando-Tellez og M. Thiebaut de Schotten kombinerede funktionel MR-skanning med anatomisk viden om hjernens forbindelser. Arbejdet peger på forskellige funktionelle profiler for forbindelser inden for samme hjernehalvdel og forbindelser mellem de to halvdele. Kortene og et interaktivt værktøj gøres tilgængelige for andre forskere.

Film giver mange funktioner på én gang

Traditionelle skanningsforsøg beder ofte deltagere udføre en nøje afgrænset opgave. Det gør det lettere at undersøge et bestemt spørgsmål, men viser kun et udsnit af hjernens arbejde.

En film kræver løbende bearbejdning af blandt andet synsindtryk, handlinger, ansigter og sprog. Forskerne brugte derfor video som en måde at få flere forskellige processer i spil over tid. Udgangspunktet var skanningsdata fra 110 deltagere, som så videoer.

Det betyder ikke, at filmen præcist fortæller, hvad hver deltager tænker. Tilgangen undersøger fælles mønstre i data og deres forbindelse til et skiftende indhold. Den giver en anden indgang til funktionel organisering end en serie isolerede laboratorieopgaver.

Forbindelser frem for kun hjerneområder

Hjernens hvide substans rummer nervefibre, der forbinder forskellige områder. Den beskrives ofte gennem banernes form, retning eller anatomiske endepunkter. Forskerne ville supplere dette med en opdeling, der tog udgangspunkt i funktion.

De brugte metoden Functionnectome til at projicere funktionelle skanningssignaler ind i et netværk baseret på strukturelle forbindelser. Derefter blev steder med lignende tidslige mønstre samlet i grupper.

Analysen gav 36 grupper for associationsforbindelser, som forbinder områder inden for samme hjernehalvdel, og 40 for kommissurforbindelser, som forbinder halvdelene. En tredje kategori, projektionsforbindelser, lod sig ikke opdele tilsvarende med den anvendte metode.

Den forskel er en del af resultatet. Kortlægningen dækker altså ikke alle hovedtyper af forbindelser lige godt og kan ikke læses som et endeligt komplet atlas over hjernens funktioner.

Forskellige profiler i netværket

Forskerne koblede gruppernes aktivitetsmønstre til kognitive begreber gennem et beregningsbaseret rum, som byggede på tidligere sammenfattede skanningsresultater. På den måde kunne forbindelseskredsløb sammenlignes med mønstre knyttet til eksempelvis sprog, handling og kognitiv kontrol.

Associationsforbindelser var relativt stærkere knyttet til sprogrelaterede processer. Kommissurforbindelser viste relativt stærkere tilknytning til handling og styringsfunktioner. Blandt de begreber, der skilte sig ud i sidstnævnte kategori, var koordination og overvågning.

Det er statistiske profiler, ikke en påstand om, at en bestemt fiber kun har én opgave. Flere processer kan bruge overlappende forbindelser, og fortolkningen afhænger af både de viste videoer og de begreber, modellen sammenligner med.

Kontrolleret med andre datasæt

Holdet undersøgte, om inddelingen kunne genfindes uden for de data, den var udviklet på. De anvendte blandt andet uafhængige datasæt med film og naturlige scener og fandt støtte for kortenes funktionelle relevans.

Sådanne kontroller er vigtige, fordi en metode ellers kan komme til at afspejle særlige træk ved ét forsøg. At et mønster også har mening i andre data, styrker grundlaget for at bruge det som forskningsværktøj.

Forfatterne kalder rammen Cognipact og stiller en webbaseret udforskning til rådighed. Det giver andre mulighed for at undersøge grupperne og bruge kortene i nye analyser frem for alene at læse om dem.

Et kort med tydelige fortolkningsgrænser

Metoden måler ikke direkte elektriske signaler i enkelte nervefibre. Funktionel MR registrerer ændringer knyttet til blodets iltning, og Functionnectome kombinerer disse oplysninger med anatomiske antagelser. Grupperne kan derfor omfatte både forbindelsesbaner og tilstødende områder i hjernebarken.

Forfatterne fortolker dem som sammenhængende forbindelseskredsløb frem for rent isolerede stykker hvid substans. Studiet giver heller ikke en individuel diagnostisk test eller en metode til at aflæse en persons tanker.

Nyheden er et åbent redskab til at undersøge samspillet mellem struktur og funktion. Det kan give forskere mere præcise spørgsmål om, hvordan forbindelser bidrager til tænkning, og hvilke mønstre der holder på tværs af forskellige mennesker og situationer.

Kilder og videre læsning

Har du fundet en fejl? Læs om rettelser.