Støv på havbunden giver et nyt billede af, hvornår Den Arabiske Halvø kunne huse menneskelige befolkninger. Et internationalt forskerhold har rekonstrueret omkring 500.000 års klimavariationer og finder tegn på, at også korte regnfulde perioder under istider kunne skabe muligheder for ophold og befolkningstilvækst.

Studiet blev offentliggjort 25. oktober i Nature Communications. Det støtter den kendte sammenhæng mellem stærkere monsunregn og et grønnere Arabien, men udfordrer en enkel opdeling, hvor kun de lange, klassiske fugtige perioder regnes som egnede til menneskelig tilstedeværelse.

Et klimaarkiv langt fra bopladserne

Forskerne bruger sedimentkerne CJ02-08 fra det vestlige, ækvatoriale Indiske Ocean. Materialet er hentet fra 3.710 meters vanddybde. Her har støv fra land gennem lang tid lagt sig mellem andre partikler på havbunden og skabt et lagdelt arkiv.

Holdet kombinerer magnetiske målinger, reflektansspektroskopi og kemiske analyser. Blandt andet følger de jernmineralerne hæmatit og goethit, som kan bruges til at undersøge tilførslen af støv. Isotopmålinger af strontium og neodym understøtter, at det undersøgte støv hovedsageligt stammer fra Den Arabiske Halvø.

Dateringen bygger på en aldersmodel, som sammenholder kernens signaler med andre geologiske tidsserier. Kernens tidslinje er dermed en beregnet geologisk model, ikke en serie kalenderdaterede observationer. Den gennemsnitlige sedimentationshastighed er omkring én centimeter pr. tusind år. Det er et arkiv over store tidsrum, hvor usikkerheder i både målinger og datering skal med i fortolkningen.

Regn åbnede landskabet

Arabien ligger mellem Afrika og Eurasien og er derfor centralt i forskningen i menneskets udbredelse. I dag er store dele ørken. Under tidligere perioder med kraftigere monsun kunne landskabet imidlertid rumme græsarealer, savanne og ferskvandssamlinger, som gav andre levevilkår.

Den nye støvserie viser gentagne brede fald i støvtilførslen, som forskerne forbinder med disse såkaldte Grønne Arabien-perioder. Lavere støvmængder optræder sammen med andre tegn på ændret forvitring og større fugtighed i kildeområderne.

Når forskerne sammenholder klimarekonstruktionen med daterede arkæologiske fund og demografiske data fra jæger-samlere, peger mønstret på befolkningsekspansion i længerevarende våde perioder. Det er en sammenstilling af forskellige typer evidens, ikke en direkte optælling af mennesker ud fra havbundens støv.

Mere støv kan også følge efter regn

Det mere overraskende resultat handler om korte episoder inde i nogle istidsperioder. Her optræder hurtige stigninger i støvindholdet sammen med tegn, som holdet tolker som øget fugttilgængelighed på land.

Det lyder umiddelbart selvmodsigende, hvis støv altid betragtes som et enkelt mål for tørke. Forskerne foreslår imidlertid, at kraftig regn også kan øge mængden af partikler, som senere kan flyttes af vinden. Støvmængden afhænger altså både af fugtighed, forvitring og tilgængeligt løst materiale.

Studiet fremhæver blandt andet episoder omkring 60.000, 170.000 og 275.000 år før nutiden. I forskernes fortolkning kunne sådanne kortere regnfaser også skabe gunstige forhold for menneskelige grupper, selv om den overordnede klimaperiode var koldere og mere tør.

Det udvider de tidsvinduer, som bør undersøges arkæologisk. Et område behøvede ikke nødvendigvis at være grønt i en hel lang klimafase for midlertidigt at blive mere beboeligt.

Støvkortet kan ikke tegne en bestemt rejserute

Der er samtidig klare grænser for resultatet. En havbundskerne opsamler et regionalt signal og viser ikke, hvor den enkelte sø eller vandpyt lå. Den kan heller ikke fastslå, hvilken menneskegruppe der tog en bestemt rute, eller om to bopladser havde direkte kontakt.

Arkæologiske lokaliteter er ujævnt fordelt, og deres dateringer har usikkerheder. Sammenfald mellem fugtige forhold og spor efter mennesker er derfor et grundlag for at teste forklaringer, ikke bevis for, at klima alene bestemte alle bevægelser og befolkningsændringer.

Det nye bidrag er den lange, sammenhængende miljøserie. Ved at læse støvet sammen med kemiske signaler og arkæologien kan forskerne lede efter menneskelig tilstedeværelse i flere klimatiske situationer. Historien om Arabien bliver dermed mere nuanceret end skift mellem en lukket ørken og én åben, grøn korridor.

Kilder og videre læsning

Har du fundet en fejl? Læs om rettelser.